Når man kigger på hvad folk har med i deres pose til optænding er der stor forskel på indholdet og nogle har måske endda en del forskelligt med. Jeg var nysgerrig på, hvad der var bedst. Derfor gik jeg samen med Camilla fra min klasse, for at teste hvilket der brændte længst tid.
Vi prøvede på at have omkring samme mængde, medmindre noget allerede kom i bestemte pakninger. Tændstikker blev brugt for at tænde. Tændstål kunne også bruges, men så ville der komme forskellige mængder gnister, der kunne indvirke på resultatet.
Det var en lettere blæsende dag, hvilket gjorde det lidt sværere at få ild.
[youtube https://www.youtube.com/watch?v=Wk9cCA3TFNs]
Herunder er lidt ekstra info om materialerne. Hvor man kan finde dem, hvordan de eventuelt er lavet og hvad de koster, hvor det er relevant.
Der var mange andre materialer vi kunne have valgt og måske der kommer en test efterfølger. Ind til videre er fatwood, nachos, kogler, farvekridt, madolie, brændeovnsbriket, stearinbomber, birkebast og ståluld på listen. Charcloth og fyrsvamp gløder mere end brænder og er derfor ikke med. Men der kommer fremstilling og test af dem på et eller andet tidspunkt.
Har du forslag til andre optændingsmaterialer, du gerne vil se testet, så skriv det gerne i kommentarfeltet nederst på siden.
Købt
Sprittablet: brænder godt i lang tid for selv en lille portion. Her en halv tablet.
30,- for hele pakken – friluftsbutikker.
TinderStick: Købt “fatwood”, harpiksholdigt træ. Snittes i stykker og brænder godt og længe.
40,- for en pakke – friluftsbutikker.
F.A.T. packet: Behandlet “vat”, dette fra amerikanske Wazoo, men lignende kan fås i Danmark. Det er tæt pakket i en lille plastbeholder som det tages ud fra og fluffes så op. På trods af den lille størrelse, brænder det rimelig længe.
Omkring 7-10,- kr. pr stk(!). Online.
TinderDust: Harpiksholdigt træ, der allerede er i spåner. Ret skuffende. Godt nok brændte det, men ikke så godt og længe som det man selv snittede.
40,- for en pakke – friluftsbutikker.
Kul til vandpibe: Ikke til at få ild i sådan lige, men det burde ulme noget tid. Vi opgav dog at få gang i den.
15,- kr pakken – kiosker med mere.
Parafin/bioolie optændingsposer til brændeovn: Lidt svære at få gang i, men brænder godt og længe. På trods af at der står at de er luftfri, var det ikke hvad vi oplevede!
100,- kr. for 50 stk. – byggemarkeder med mere.
Husholdning
Spåner: Fra når man alligevel sidder og snitter en ske eller andet. Men de ville nu ikke rigtigt tænde.
Gratis, hvis man alligevel snitter.
Vat: billigt, let at få fat i, tænder let, men brænder meget hurtigt ned. Skal fluffes op inden brug.
26,- kr. for 180 stk. – supermarkeder og mange andre steder.

Håndsprit: Kan enten brænde alene eller eventuelt på et papirlommetørklæde. En fin kombination, når man er forkølet på turen i skoven.
Man kan let hælde håndsprit over på mindre beholdere.
27,- kr. for 50ml. – aporteker og mange andre steder.
Kompresforbinding/kompressionsbind: Forbinding fra førstehjælpskassen er også udemærket til at tænde op med. Her brugte vi kun en skive, men den brændte stadig lang tid.
Den lugtede dog.
12,- kr. stk – friluftsbutikker, steder der sælger førstehjælpskasser.
Tampon: Fås i mange størrelser og nogle har dem alligevel i håndtasken. En del er pakket ind i vandtæt materiale. De har bomulds”væge”. Bør fluffes op, inden brug.
50,- kr. for 30 stk. – supermarkeder, kioster med mere.
Tørretumblerfnulder: undgå for mange hår – de lugter – og fra syntetisk tøj, da det smelter i stedet for at brænde. Der går let ild i det, men det brænder også hurtigt ud.
Gratis, hvis man alligevel bruger tørretumbler, eller kommer forbi en.
Forarbejdet
Fnulder med stearin: Der er blevet hældt lidt smeltet stearin over noget tørretumblerfnulder (vat er også fint) og det er nuldret lidt ind i det, når stearinet er blevet mere fast. Det kan være praktisk at gøre i en æggebakke og eventuelt klippe den ud i hvert bæger og brænde med.
Lidt svært at tænde, men brænder godt og længe.
Minimal omkostning.
Fnulder med bivoks: Samme procedure som med stearin, bare med smeltet bivoks i stedet.
Lidt svært at tænde, men brænder så godt og længe. Dufter bedre end stearin.
Minimal omkostning, men lidt dyrere end stearin.
Fnulder med vaseline: Der er en grund til at vaseline hedder petroleum jelly på engelsk! Det er ret effektivt til at brænde. Her er det bare tværet ind i tørretumblerfnulder.
24,- kr. for 40 gram vaseline.
Fnulder med læbepomade: brænder næsten lige så godt som vaseline og så er det noget man måske alligevel har med.
27,- kr. for 4,8 gram.
Jutesnor med bivoks: jutesnor bruges normalt til at binde planter op med, men brænder også godt. Dog lidt for hurtigt, medmindre man dypper i for eksempel flydende bivoks eller strarin. Det er en god ide at lade et stykke være uden voks, så det er let at tænde her.
50,- kr. for 200 meter jutesnor – byggemarkeder med mere.
Bomuldsvæge med stearin: en helt almindelig bomuldsvæge, bare dyppet i stearin. Brænder også godt. Vi oplevede ikke en forskel på hvor godt jute og bomuld brænder, men det er lidt lettere at få fat på jutesnor.
13,- kr. for 2 meter bomuldsvæge – hobbybutikker,
Naturmaterialer

Grannåle: Måske vi bare var uheldig med grannålene, men de ville ikke tænde. De var ellers tørre.
Fundet under nåletræ, helt inde ved stammen, hvor regnen ikke så let kommer til.

Kæruld: Vokser i kær og andre våde områder om sommeren. Fænger let, men brænder også hurtigt ud. Men vil kunne bruges til at tænde andet.
(foto af kæruld: wikipedia)

Dunhammer: Er klar til at brænde om efteråret, enten når de er brune, eller når de er hvide fnuldrede senere på året. Det var ikke helt til at få ild i en hel, men den flammede let op, når man fluffede den.
Gror ved søer og andre våde steder med ferskvand.

Birkebark: her den yderste løse bark. Den skal helst være tør ved brug. Er man ude en våd dag, kan man samle lidt birkebark først på dagen og så have den ind mod kroppen, så den kan nå at blive tør til båltid.
Brænder godt og der er meget birk i Danmark, så det er også til at få fat på året rundt.

Enebark: Vi havde fået enebark anbefalet og da der gror en del ene på Skovskolen, kom det med i testen. Inderst ved træerne var der løs bark, som blev tørret. Men det ville nu ikke tænde.

Harpiks: Når et fyrretræ får et sår, for eksempel ved at en gren brækker af, udskiller den harpiks. Om sommeren er den gyldengul, ligesom rav, der jo også består af meget gammel harpiks. Om vinteren er den hvid, hvilket gør det meget let at spotte. Man kan skrabe det af med en pind eller lignende. Det er også muligt at bruge fingrene, men det klistrer meget! Til gengæld dufter det rigtig godt.
Man kan enten brænde det som det er, eller smelte og hælde over et andet optændingsmateriale. Eventuelt et, som der fænger ilden lettere, for harpiks i sig selv, kan være lidt svært at få gang i. Så brænder det til gengæld godt og længe.
Pingback: Ildpose af egernskind | FormidlerLone
Pingback: Hør char cloth og mini stearinbomber | FormidlerLone