I forbindelse med et event med vikingehåndværk, ville jeg lave et certifikat til deltagerne efterfølgende. Og så var det jo oplagt at lave dem som runestave. Egentligt var runestave en form for kalender og om træstave også blev brugt til meddelelser, ved jeg ikke. Men de er lettere at lave, end hvis jeg skulle til at hugge dem i sten. Og helt bestemt lettere at transportere.
Jeg ville gerne have en pose, som kunne foldes helt ud til den var flad. Så kunne der være en madpakke eller et hobbyprojekt i, lige klar til at have med. Da jeg havde en masse snor i forskellig farve fra et plantefarvningskursus, valgte jeg at lave en nålebunden pose med dem.
Jeg havde fundet en rigtig flot fyrsvamp. Planen er at den skal forarbejdes til at kunne tænde op med, men inden da, tænkte jeg den kunne være en fin base til en dekoration. Den skulle bestå af ler fra den lokale mark, bivokslys og materialer fra skoven bagved. Men at få det til at hænge sammen, var ikke så ligetil.
Når man kigger på hvad folk har med i deres pose til optænding er der stor forskel på indholdet og nogle har måske endda en del forskelligt med. Jeg var nysgerrig på, hvad der var bedst. Derfor gik jeg samen med Camilla fra min klasse, for at teste hvilket der brændte længst tid.
Jeg ville gerne have en tændstikæske, som lidt bedre kunne tåle vand end dem af pap. Man kan købe mange i plast, men de er nu tit ikke så kønne. Derfor besluttede jeg mig at lave en i sælskind, inspireret af inuit og samisk håndværk (kaldet duodji). Den kunne selvfølgelig også laves uden mønstre, men jeg syntes det var sjovt at lege lidt med de konstraster, der alligevel var i det skind jeg havde.
Nu hvor det er begyndt at blive hurtigt mørkt, er det tid til at lave tænde lys indenfor. Jeg har prøvet at lave nogle ud fra det fund af vokslys, der var i Mammengraven fra vinteren 970-971, med en væge af snoret lærred. Jeg har dog ikke lavet det som bloklys, men støbt i muslingeskaller, for at få en form for fyrfadslys.
Senetråd har været brugt til rigtig meget i løbet af historien. Fra syning af tøj til værktøj og våben. Jeg havde fået at vide, at det skulle være ret tidskrævende. Men det der tog længst tid, var at skaffe nogle ben med passende sener i. Endelig fik jeg fat på et sæt rådyrben og arbejdet kunne gå i gang.
Til pynt på kostumer i Sagnlandet Lejre, var der brug for en masse sneglehuse og hjortetænder, inspireret af fund fra den tid. De havde skaffet forskellige meget flotte sneglehuse fra brakvandssnegle, som også fandtes den gang. Derudover adskillige hjortetænder, som også var yndet pynt.
Udfordringen lå i at få boret huller i de mange små nipsgenstande, uden at de gik i stykker, eller at tidsplanen blev sprængt. Det skulle ikke tage så lang tid at bore med flintebor. Men til gengæld lang tid at lave selve boret. Derfor kom der mere moderne teknikker i brug.
Det er altid spændende med et nyt skind. Denne gang et rådyr skind, som jeg kunne få til en familiefrokost, mod at jeg tog det af dyret ved samme lejlighed. Så det medførte at jeg flåede dyr i mit gamle legehus, iført festtøj og med min mor som fotograf. Det vil sige at der ikke er fotos kun af mine hænder, men også at der ikke er helt så mange trin-for-trin som normalt. Jeg vil selvfølgelig stadig beskrive hele proceduren, hvor jeg også begynder på en vådgarvning.
Her om efteråret, med regnen der falder tungt på de nedfaldne blade, kan det være hyggeligt at fordybe sig i eventyr. De er for mig en evig kilde til inspiration, både nye og gamle historier. Her er nogle af de akvareller og blæktegninger jeg har lavet, med versene fra en historie i tankerne.