Det startede med et kikset forsøg på solfarvning med birkeblade, men blev i stedet til en olivengrøn lavet med bregne og hjemmelavet jernvitriol.

Råuld – som ikke burde være i en plasticpose, men jeg havde ikke lige andet. Kartet.

Et par håndfulde færdig uld. Men jeg havde glemt at vaske det! Uden det er der stadig meget lanolin i, som mindsker muligheden for at farvestof trænger ind i ulden. Ups.

Jeg huskede til gengæld at komme lidt opløst alun i glasset, selv om det ikke burde være nødvendigt med solfarvning. I hvert fald ifølge nogle.

Birkeblade, uld og birkeblade lagt i lag. Efterfyldt med vand og til sidst låg på glasset og stilles i solen. Omrøres en-to gange om dagen. Allerede få dage efter, begyndte blandingen at lugte gæret og der så ud til at være meget farve i vandet.

Der skete dog ikke rigtig noget med uldens farve, udover måske en svag gul, som forsvandt efter vask. Det var heromkring jeg kom i tanke om at jeg burde have vasket ulden inden også.

I stedet for at prøve mere solfarvning, på grund af overskyet vejr, valgte jeg at teste bregnen i haven for farve.

Det er en almindelig mangeløv, som også burde give en lidt guliggrøn farve. Ellers er standardbregnen at farve med ørnebregne.

Bregne og uld.

Fyldt op med vand og lidt mere bregne. Nok 3-4 stængler alt i alt.

Det blev måske en anelse mere gulligt efter en times simret. Vandet så helt klart ud.

Jeg ville gerne have det mørkere, men i stedet for at bruge den købte jernvitriol, prøvede jeg med min egen. Grundmaterialet var slagger fra essen.

Tilføjelse af lidt rusten jern.

Glasset er fyldt med 2/3 vand.

Og fyldt det sidste stykke med lidt eddike.

Efter en uges tid, havde væsken fået en flot orange farve.

Jeg tilføjede et par skefulde til farvebadet og allerede efter få minutter, var ulden olivengrøn/grålig.

Hængt til tørre. Den efterhånden langvarige og lidt hårdhændede behandling havde filtet det en del.

Dog ikke værre end at det var til at karte ud igen.

Ulden vejet.

Og delt i to bunker, da jeg regner med at lave to-trådet garn af det.

Her er halvdelen spundet. Ulden skifter en del farve, alt efter belysning.
Vi tænker altså parallelt. Ude på min cykel er der et stort bundt bregner – nok almindelig mangeløv, som jeg ville prøve at farve uld med. Så ville jeg lige tjekke om der var noget interessant medens jeg kølede af efter turen, og så … Jeg har altså bare vasket ulden i hårshampoo først 😉
Sjovt 🙂 spændt på hvilken farve du får
Så er ulden endelig tør. Den har ikke taget meget farve af bregnerne. Se selv her: https://krydderuglen.blogspot.dk/2017/07/grnt-green.html Jeg tror bare, den bliver overfarvet en dag ved lejlighed.
Næ, det var lidt som min, inden jeg kom jern i. Den blev bestemt ikke klar grøn, men gråligbrun som oliven. Diskret farve, men kan egentlig godt lide den 🙂
Pingback: Lugtløs kamille | Lones Naturværksted
Pingback: Kemien bag plantefarvning | Lones Naturværksted