På vej hjem fra en buejagt, hvor der ikke var noget, kom vi til et sted hvor en grævling var blevet ramt af en bil. Det er ikke den første nedkørte grævling jeg er kommet forbi, men ind til videre har de alle ligget for længe til at kunne bruges. Men selv om denne var blevet kold, var den i god stand – omstændighederne taget i betragtning.

Grævlingen, frisk fra landevej. Beklager den kedelige plastic baggrund, det er hygiejne årsager. Både for at undgå græs fedtet ind i pelsen, samt ikke tarme i græsplænen.

Jeg har skåret op fra ende til tænder. Det blev til en lettere zig-zag form for at følge de steder, den var gået i stykker i forvejen.

Herefter skåret op langs indersiden af benene, op til midtersnittet. Desuden rundt langs pelskanten på oversiden af fødderne.

Jeg skar kløerne af. Lige nu har jeg ikke så meget at bruge dem til, men jeg kunne forestille mig dem som pynt på noget stenalder inspireret tøj, evt. sammen med tænder fra for eksempel kronhjort.

Pelsen har jeg så skåret helt fri. Den havde ekstremt meget fedt! Jeg havde ikke mulighed for at hænge den op, men det ville have været meget lettere. Så kunne jeg være startet foroven og arbejdet mig nedad. Her blev jeg nød til at vende den, så der kom blod mere over det hele, end hvad der havde været nødvendigt.

Fedt og kød skåret af, så meget som muligt. Lidt af det opgav jeg, da jeg begyndte at skære hul i skindet ved samme lejlighed.

Omkring 250g alun og  1½ kg vejsalt er fordel over hele kødsiden og siderne lagt ind over hinanden. Den får så lov til at ligge en uges tid. Alun kan købes i for eksempel Matas og har været brugt siden i hvert fald vikingetiden. Det findes i naturen i Danmark i alunskiffer.

På udspænding af grævlingeskind, kan du se hvordan det gik med garvningen efter saltet og alun kom af. Syet til skuldertaske og hovedvask af grævlingekranie.

Til toppen af siden